DET ER SENSATIONELT!!! :D

Hej trofaste læsere! (Ja okay, jer er der så ikke så mange tilbage af, men hva'...)

DER ER SKET NOGET SENSATIONELT!
Måske virker det ikke så vildt for dig, men det er det for mig... På grænsen til det uvirkelige vil jeg sige.
Sagen er nemlig den jeg har fundet ud af hvad jeg gerne vil læse - det er underligt.
Ser du, jeg har aldrig været en af de der mennesker som altid har vidst hvad de ville være når de blev store. Jeg har faktisk være udannelsesvejlederens værste mareridt. Alle de tre vejledere jeg nåede at have. Suk. Det hele startede i 8. klasse hvor jeg fik den der pænt store "hvad kan du blive?" bog stukket i hånden. Hele klassen fik den - jeg har vel været den eneste der kiggede i den, mest fordi jeg godt kunne bruge noget inspiration. Det fik jeg ikke. Jeg overdriver faktisk ikke når jeg siger at jeg har kigget på SAMTLIGE jobs der var i den bog (der var mere end tusind og alle jobs/felter i erhvervslivet skulle være repræsenteret) og at jeg ikke havde lyst til at blive noget af det.

Jeg lukkede bogen og puttede den på hylden (hvor den står endnu), tog min far med til næste møde med vejlederen og fortalte dem at jeg vist røg uden for deres kasser - jeg ville ikke være noget af det man kunne blive.

For at denne nye begivenhed får sin fulde awesomeness-hed med, må jeg hellere også lige fortælle at jeg, da jeg kom ud af grundskolen og senere gerne ville begynde på gymnasiet - og igen altså skulle forbi en vejleder. Jeg vidste ikke hvad jeg ville efter gymnasiet (andet end jeg var pænt sikker på at jeg ville ende på uni) så derfor vidste jeg jo så heller ikke hvilken linje jeg skulle tage. Udannetsesvejleren foreslår at jeg tager Fysik-Kemi-Matematik linjen  - for så kan jeg komme ind hvor som helst. Hvortil jeg svare "jamen jeg er sikker på at jeg ikke skal bruge fysik, kemi og biologi til noget... Jeg har ingen planer om at læse medicin, blive læge e.l.". (Jeg endte med at begynde på Samfundsfag-Engelsk-Kemi linjen, mener jeg det var :)

[indsæt en hel masse irrelevant forlængelse af historien]

Og her kommer det sjove så;
Jeg skal læse Psykologi og Biologi på Crandall. Man skulle tro det var en joke ikke? Mig som ellers aldrig har kunnet lidt biologi... Men ja - det kan jo skyldes mine lidt uheldige oplevelser; jeg har bl.a. haft en lærer i 8. der kun lærte os om træer og fortalte om hans tid i livgarden (han underviste os i lige knap et år), jeg har haft en som prøvede at forklare os at huden på øjenlåget er det tykkeste på kroppen... Og på gymnasiet nåede jeg kun at have om vandløb og McDonalds mad...

Anyways... Det er faktisk fordi jeg har besluttet mig (i hvert fald besluttet mig så meget som man nu kan, men nok til at, for første gang i mit liv, kunnet sige jeg har besluttet mig for hvad jeg gerne vil være når jeg bliver "stor") for hvad jeg gerne vil være når jeg bliver "stor"... Seriøst - det er ret uhyggeligt for sådan en som mig. Faktisk. MEN jeg ender jo så nok med at læse Neuropsykologi og så er det faktisk min uofficielle plan at blive forsker på området. Jeg ved ikke ret meget (sjovt nok) om det område endnu, og slet ikke hvordan man rent faktisk bliver forsker - ud over at man skriver en masse afhandlinger ;-), men jeg er SÅ frisk! :)

Sidder nogen og tænker; hvordan i alverden kom hun så frem til den beslutning, så kan jeg fortælle jer - tjae.. Det ved jeg ikke ;-)
Ej, det passer ikke helt.. På et tidspunkt begyndte jeg at gemme artikler, reklamer o.l. fra jobs/udannelser jeg synes lød spænende. Ingen af dem havde jeg egentligt lyst til at beskæftige mig med fuldtid, men det pejlede mig alligevel i retningen af noget med mennesker, noget med at opdage og undersøge nye ting og noget med børn.
Så har jeg læst en hel masse bøger (intet nyt her), både fiktion og fakta, jeg har læst om mange, mange forskellige jobs/beskæftigelser, men specielt bogen "Drengen der voksede op som hund - Hvad vi kan lære af traumatiserede børn om tilknytning, tab og heling" fangede mig virkelig. Har du ikke læst den - så læs den! Den er skrevet af en psykolog som har været (og er) pioner indenfor traumatiserede børn og unge, og specielt ift. hvordan deres hjerner og nervesystemer har reagerer fysisk på traumerne. Han fokuserer også meget på hvilken behandling der har virket - og HVORFOR, hvorfor er det, det virkede at bruge time efter time på at sidde og tegne med børn der havde været psykisk misbrugt i en sekt og ny var på børnhjem? Hvordan kan det være at ud af de 450 unge drenge der var diagnosticerende med ADHD fandt han at kun de 3 af dem rent faktisk led af det. Og måske mest facinerende - HVORDAN i alverden kommer han på de har løsninger, som bare virker? Hvordan finder han pludselig på at sende 16-årige til musisk-motorisk-gruppe? Og hvorfor beder han selvmordstruede unge forestille sig at de går ned af en trappe? Og hvordan fik han den 3-årige der var panisk for knive og gafler til at spise normalt igen?
Det kan godt ske at sådan noget slet ikke fascinerer dig - men det fascinerer mig i den grad, og hans bog var klart en af de mest afgørende faktorer for at jeg gerne vil læse inden for det neuropsykologiske felt. Seriøst - de 450 drenge var alle på Ritalin, og det hjalp ikke på laangt største-delen af dem. Han hjælper dem med at få reduceret stress-neuronerne i hjernen (efter at konkludere at det er post-traumatisk-stess de lider af og ikke ADHD) og trapper dem ud af Ritalinen - og det virker rent faktisk. Tænk hvis man kunne få lov at opdage sådanne ting og hjælpe folk i den grad. Det kunne da være alt for nice!

Så ja - DERFOR :)

Og det er pænt sensationelt! Men nu må jeg vist hellere komme i seng, der er op før 6 imorgen og samle dankort-maskiner (tænk på pengene Miriam, tænk på pengene...)

Adios! :)