torsdag den 26. januar 2012

Jeg gider ikke flere budgetter!

Ja SÅ er det lige sagt - jeg gider ikke mere!

Suk, suk, suk! (I får lige lidt klage med her, til en afveksling)

Jeg var i banken i sidste uge fordi jeg skal kigge på at få en kassekredit eftersom pengene skal betale up-front på Crandall. Hvilket vil sige 100.000 bobs sidst i august - dem har jeg ikke.

Godt så, men så skulle der jo også laves et budget som den kære bankdame kunne forstå.

Fint, nu kan jeg også selv forstå det. ;-)

Vil I vide noget? Jeg synes jeg mangler nogen som siger: "Det kan da SAGTENS lade sig gøre det der!!" når det er jeg er ved at gå helt i hårdknude over enten manglen på penge, manglen på den rette major, manglen på god kommunikation med skolerne, manglen på en konverterbar karakterskale og suk... Sådan er det bare ikke helt. Hvis jeg af en eller anden grund snakker om min uddannelsesplan med nogen, så er det mig selv der skal være 110% optimistisk og lyde som om det er piece of cake.

Sandheden er: Det er det altså ikke altid.
Nogen gange ser det bare ekstremt gråt ud, ikke sort, men gråt, sådan temmelig tåget agtigt; man VED der er en vej igennem det - spørgsmålet er hvor mange gange man køre i grøften før man finder den...

Anyways, I kender mig mest som den optimistiske type, af ovenstående årsag, og lad jer nu ikke snyde. Det er jeg. Men nogen gange kunne det bare være rart at der var andre som kunne være optimistiske på mine vegene. Ikke at de ikke gør hvad de kan, altså mine forældre og nærmeste venner, men man skal jo også huske at de sådan ca. kun ved det om mulighederne som jeg har fortalt dem, og derfor ikke kan ofre mig så meget håb i nogen retning. Suk!

Jeps, så fik jeg lige det ud af hovedet også :)

Jeg sidder lige pt. og venter på svar fra DAL som er et universitet 3 timer fra Crandall, og et af de eneste som rent faktisk har bachelorer i Neurologi. Jeg skal forsøge at finde ud af om jeg kan tage største delen af mine courses på Crandall og så suplerer med Neurologi-fagne fra Dal.

Kan det lade sig gøre? Jeg ved det ikke. Er der nogle der kan komme med nogle gode råd? Næh... Her har selv Laura (Akademisk rådgiver fra Crandall) måtte svigte mig, eftersom hendes viden er forholdsvis begrænset når vi kommer udenfor de majors de har på Crandall.

Så nu må vi se, ellers er alternativet en kombineret psykologi og biologi på Crandall - selvom jeg må indrømme at fag som "Animal behavior" ikke ligefrem tiltaler mig... ;-)

Jeps. Lad os slutte med et citat, efter det optimistiske jeg har at sige er forholdsvis begræset til et smil og et suk - ingen af delene kan i se/høre ;-)


"When you feel like giving up, remember why you held on for so long in the first place."Anonymous

" When the world says, “Give up,” Hope whispers, “Try it one more time.”
- Author Unknown''

Don’t be discouraged. It’s often the last key in the bunch that opens the lock.
- Author Unknown'

Jeps - et var ikke nok! ;-)

Har du et eller andet godt at sige, eller noget tilsvarende det jeg har sagt - så fyr det af i kommentarfeltet! :)


P.S. Jeg er nu på Facebook med min blog - like den ude til højre her, så får du updatesne direkte på din facebook! Genialt! :)

onsdag den 18. januar 2012

De spørgsmål man altid får...

Hej igen, igen, igen!

Nu har jeg simpelthen udskudt indlægget om ære - for jeg mangler lige at få en mail fra Laura Lutes (Crandall( (og nårh ja, så orker jeg ikke mere teoretisk halløj lige nu... ;-))

Anyways, hvis du også har sådan nogle halv-tossede idéer om udannelse som jeg har, og du rent faktisk svarer folk med et "jeg skal læse på uni... I Canada" når de spørger hvad du skal til sommer, så kommer her heller ikke bag på dig: Man kan få yderst sjove reaktioner!
Jeg har fået diverse sjove blikke og "øhm... okay'er" eller bare stilhed. Eller "hvad er der galt med Danmark?" (kommer typisk fra bedsteforældre eller andre som vist var unge et godt stykke tid før globaliseringen ;-))
MEN, de to tilbagevendende kommentarer - eller spørgsmål jeg får er:
1) Men er det ikke helt vildt dyrt?
2) Wow... Så må du være god til engelsk, det ville jeg aldrig kunne klare...

og indimellem et
3) hvad vil du så læse?

Lad os starte bagfra:

3) Uhm... Psykologi og øh... Et eller andet andet (indsæt stor smil fra mig, og ofte et undrende blik fra den anden: man kan da læse psykologi i Danmark, sågar i Aalborg!)

2) Tjae, det er jeg jo nok, men så er der så mange andre ting jeg stinker til *jeg rækker ud efter en blyant og tegner en tændstikmand "se selv!"*

1) Alt er relativt... Jo altså, det er da helt klart dyrere end Danmark, men der skal godt nok også meget til at hamle op med gratis uddannelse OG SU... Men altså, der er nogle meget gode alternativer og så får man sin SU med.

Her stopper jeg typisk forklaringerne, det er sødt af folk at spørge, men i 99 % af tilfældene (er det virkelig ikke et ord?) er det jo ikke noget der som sådan er relevant for dem, og derfor skal de da ikke trækkes med alle mulige forklaringer (det er det jeg har jer til, herinde!).

Så lad os lige tage et kig på de tal der. Se, for nogle dage siden åbnede jeg min indbakke for at finde en mail fra Simone, hun har læst hele bloggen igennem (respekt) og sad selv med samme idé om uddannelse, men mistede lidt modet fordi det var uoverskueligt og ekstremt dyr (der har vi den igen..). Anyway, jeg sagde jeg lige ville kigge lidt på det og komme med nogle alternativer (andre der har samme problem, bare skriv!: miriamklit@live.dk), dem tænkte jeg at jeg jo så også kan bruge som "bevis" overfor alle jer andre ift. at det ikke behøver være så dyrt som man går og tror! Gratis; nej! Over en million; NEJ!

En hurtig søgning på Collegeboard.com viste mig at Long Island University ville være et godt "match" for Simone, men hold da fast, det ville ende i lige knap 2 millioner (fordi priserne stiger med en 10-12 % hvert år, i USA) inden hun var færdig - woa... Selv hvis hun fik ekstremt mange scholarships ville det jo være halv-umuligt at opnå. Medmindre hun havde den rige onkel et sted.. ;)

Jeg lavede mellemregningerne færdige og googlede "cheap university, Canada" (fordi priserne varierer meget fra provins til provins, og fordi Canada ikke har en college-board-agtig side, var det det nemmeste) og lavede nogle andre udregninger:

Så er vi faktisk ved at være nede på næsten 1/8 del, hvilket da må siges at være seriøst fremskridt! (Så lige en fejl, Så til Cathrine: JA jeg ved godt at "health" staves med H - no need to comment.. ;-))

Det er stadig ikke gratis, men hvis man tager i betragtning at man får 181.038 kroner med i SU, så er vi nede på det "overskuelige" beløb á:  245.110 kroner. Fordelt på 4 år, bliver det 61.277,50 kroner om året og kun 5106 kroner i måneden. Her skal det lige siges at det er inklusiv kost og logi, forsikringer, en t/r rejse hjem om året osv. Slet ikke så ringe igen.

Var man blevet i DK ser det nok umiddelbart sådan her ud:
Så ja, det er da en del dyrere - men ikke SÅ meget igen.

Det var bare lige det jeg ville sige - så keep on going, derude! Det KAN lade sig gøre! (Kan jeg egentligt ikke sige før jeg er smuttet til september, men jeg siger det alligevel!)

:)

lørdag den 14. januar 2012

Det var de Courses der :)

Hej venner!

Jamen ja, nu har jeg gjort noget super smart og startet med at åbne den her "nyt indlæg" side på min computer, så sandsynligheden for at jeg får skrevet det her indlæg færdigt i dag er forholdsvis stor! (Klokken er trods alt kun 11.33) Også selvom jeg altså bliver nødt til at få lagt noget tøj sammen og bare ryddet lidt op sådan rent generelt set ;-)

Okay, det var de courses der som jeg havde lovet at vende tilbage med, jeg smider dem lige her igen, så vi har noget at kigge på mens jeg keeeder jer helt vildt med en masse fremmedord.

Lad os lige tage den igen:
Courses: Courses ligger nok tættest på det vi vil kalde "fag". Den formentlig største forskel på de to ting, er at courses forløber semestervis og dækker et enkelt emne. Med andre ord: glem alt om at have "matematik" eller "psykologi" nu hedder det alt muligt fancy, sådan at du f.eks. har "grundlæggende psykologi" i et semester og næste semester har du så "Børne udviklings psykologi" og "Personligheds teorier" [hæng på, jeg skal lige finde den der bog propfyldt med ALT info on Crandall, som jeg fik derovre....].

Som du kan se på billedet så har alle Courses'ne et fircifret nummer, det tager lige lidt tid at sætte sig ind i numrene, men det er super smart. Dog skal man være opmærksom på at courses'ne langtfra har samme numre på de forskellige universiteter - lad dig ikke forevirre at det hvis du nu (som mig) sidder og sammenligner nogen. Det er noget rod at prøve på det ;-) Haha... Men gør det bare alligevel!

Anyway, der er rent faktisk logik i deres numre, hvilket der er allesteder og logikken er så godt som den samme.. Her får i Crandall's logik (hele den her forklaring kommer til at bygge på Crandall, det er bare det nemmeste).
Det første ciffer indikerer det år hvor man typisk tager course'et i. F.eks. er alle courser'ne i 1000-erne tilgængelige for alle første års studerende. Alle courses i 3 og 4000-erne er kun tilgængelige senere hen og kræver "prerequisties", altså et krav om at du har taget X antal andre courses først (enten specifikke courses eller f.eks. "9 credits i psykologi"). Typisk vil 4000-courserne være meget specifikke og som regel kun tilgængelige for 3. og 4. års studerende inden for den givne major (hovedfag).

Andet og tredje cifre skal du ikke gå så højt op i, de er det sådan set kun for at gøre det nemmere for de (stakkels) folk på "registar's office" når de skal forsøge at sørge for at du har de rigtige fag for at få dit diplom. Derudover hjælper det dem med at holde styr på hvilke fag der udbydes hvert år, det er nemlig ikke dem allesammen som gør det. Specielt på en så lille skole som Crandall (840 elever) er der nogle fag i 3 og 4000 som der simpelthen ikke er særligt mange der har brug for at tage, derfor slår man ofte to hold sammen og så kun udbyder course't hvert efter år, eller hvert forår i alle lige år, f.eks.

Det fjerde og sidste ciffer kunne ske at blive rigtig interessant for dig. Det er det som indikerer hvor mange credits (vi skal nok komme ind på det begreb liige om lidt) det enkelte fag er værd. Et typisk course som varer et semester er 3 credits værd og man skal bruge mindst 120 credits for at få et diplom.

[frokost pause!]
(beklager billedkvaliteten, men min kære søster-løster har min super-kamera med til Syd Afrika (og NEJ jeg er ikke midsundelig, de har jo kun 30 grader og en swimmingpool i haven...) så det måtte lige blive med iPhonen :)

Credits: 
Som tidligere nævnt er "credits" nok det begreb som har taget mig ultimativt længst tid at finde ud af hvad betød. Fordi det er noget alle amerikanere og canadiere vokser op med, er det ikke lige noget de føler for at forklarer sammen med alt det andet der bliver forklaret i college. Det svare til at vi i gymnasiet begyndte at forklare at man kun har ét fag der hedder matematik og at man i det fag lærer alt hvad man behøver at lære. Det ville ikke give mening.
Anyway, til sidst kom jeg op med min egen teori (som jeg jo hverken kunne få be- eller af-kræftet før jeg kom over til Laura Lutes på Crandall og tjekkede det, og tro det eller ej, jeg havde regnet den ud! Jeg følte mig ret Sherlock Holmes agtig lige der! ;)).

Du har brug for X antal credits for at få et diplom og graduate, har du ikke det givne antal credits efter fire år, ja så er det "dit eget problem" i den forstand at du så må tage endnu et semester - det hænder jævnligt og skulle være temmelig nedturs-agtigt!

Som sagt er alle courses tildelt et andtal credits, typisk 3 (selvom nogle universiteter vil være på tværs og kører med ½ og hele credits, så hvis du pludselig ser nogle courses et sted med ½ eller 1 credits, så brug lige et par minutter på at finde ud af hvad det i virkeligheden svare til :)) hvilket indikerer hvor mange timer der er forelæsning hver uge. Et course der giver 3 credits har således 3 forelæsnings timer i løbet af ugen (typisk á 45 eller 50 minutter) disse kan ligge som 3 enkelte timer, som en time eller (som de nok typisk gør) á 2 gange 75 minutter.
Her bliver man så "snydt" for man skal sætte ca. 3 gange så lang tid af til et givent course til lektier. Dvs. at hvis dit course giver 3 credits skal du regne med at bruge 9 timer på at læse (study) og skrive afleveringer (papers) og så de tre timer på at sidde til forelæsning, altså 12 timer i alt.

Man skal så have 120 credits, som minimun, for at kunne få lov at "graduate" fra Crandall af. De 120 credits er fordelt i 5 obligatoriske blokke, og credits'ne fra en blok kan ikke flyttes til en anden. Jeg skal nok komme ind på hvad de fem forskellige blokke egentligt dækker over, lige om lidt, men her vil jeg blot give overblikket:

I. Core Requirements (eller: Core Currilicum, som nogle universiteter kalder dem): 27 credits
II. Area Requirements: minimum 24 credits (nogle majors vil kræve flere)
III. Major Requirements: 39 credits (nogle majors kræver dog 42)
IV. Electives: X antal credits (bruges til at fylde ud, indtil du rammer de 120 credits)
V. Community Practicums: Et Community Practium (to timer i ugen) skal pr. to semestre fuld-tids studie

Så skal vi nemlig gerne ende på 120 credits når vi er færdige :) (Her vil jeg lige indskyde at den liste af courses som jeg gerne vil tage, ender på 90 credits og det er der en meget god grund til, men der er i nødt til at vente til jeg har skrevet indlægget "At ære eller ikke ære" til at finde ud af den grund, det er altså begrænset hvor meget forskellig info jeg kan putte ind i et indlæg).


Okay, så er det tid til lidt gymnastik øvelser her - op og stå folkens, sving lidt med armene og rend ud og hent en cola, for nu kommer der lige en stak nye ord igen. Ja, jeg ved det, det er så ekstremt meget info at fange på én gang, men bare tænk på hvor meget lettere jeg gør det for dig, jeg har selv måtte igang med at finde ud af alt det her! (Takker min far for at have bidraget med utroligt mange logisk tænkende og problemløsende gener i min retning). Anyways, lav nu noget gymnastisk så vil jeg gå over og ligge noget mere tøj sammen :) (Klokken er iøvrigt 13.28 - det tager lang tid at skrive de her indlæg ordenligt ;-))

Godt så, på den igen!


I. Core Requirements (eller: Core Currilicum, som nogle universiteter kalder dem): 27 credits
Som tidligere nævnt er Core Requirements de grundlæggende (ordet "core" burde give jer et tip her ;-)) courses som alle studerende på et givent universitet (det være sig lige meget om de er Science, Art, Pilot, Educational eller noget helt andet - studerende)skal tage, de kan varierer en del fra uni til uni, men det er ofte det samme de indeholder; noget matematik, engelsk, historie e.l. Hvis du kaster et blik på mine, kan du se at der også er en hel del grundlæggende Religious Studies iblandt, det skal lige nævnes at det skyldes jeg har valgt et kristent universitet - så hvis det ikke er dig, så bare roligt, dem skal du ikke kæmpe dig igennem :)


II. Area Requirements: minimum 24 credits (nogle majors vil kræve flere)
Area Requirements er, som navnet antyder, de courses som du skal tage fordi du læser inden for en given "department" (eller "faculty"). Crandall er ret så lille og har derfor "kun" 5 departments; Arts, Science, Education, Business Admin og Continuing Ed., men større skoler kan have rigtig, rigtig mange.

Dvs. hvis du læser psykologi (som jeg har planer om) så skal du have de Area Requirements som Bachelor of Arts kræver af dig (dem du kan se på billedet). Ville du derimod major i Biologi, så skulle du have de Area Requirements som Bachelor og Science kræver af dig (så er vi ovre i noget med mere Kemi, Fysik og Matematik - sjovt nok ;-))

Det er sådan at når vi kommer til Area Requirements så begynder man selv at have noget at skulle have sagt ift. hvilke courses man gerne vil tage! (yay! Vi elsker valgmuligheder!! - også selvom det er uoverskueligt i starten ;-))

Man gør det (vi antager lige at I allesammen vil læse psykologi på Crandall, så kan vi altid snakke om jer bagefter - når vi er færdige med at snakke om mig ;-)) at man skynder sig at få åbnet et Excel ark (vi ELSKER excel!) så man kan få lidt styr på det og så kigger man på "Bachelor of Arts Requirements" som fortæller os at vi selv kan vælge de to første courses - så længe vi vælger dem inden for Economics, Psycology, Sociology eller mellem nogle enkelte stykker inden for Communication Studies. Det eneste krav er at vi vælger 6 credits i alt (det har jeg faktisk gjort, men min computer slettede hele skidtet, så nu skal jeg lige have fundet ud af hvilke to jeg nu havde valgt).

De næste to må vi også selv vælge, det skal bare vær 6 credits indenfor Mathematics eller Natural Science - her skal vi så lige være opmærksom på at jeg ikke har valgt de to matematik courses af lyst (selvom jeg elsker matematik!) men fordi at jeg har brug for de to for at fuldføre min psykologi major (det er her man bliver lidt forvirret, for det står listet under "Major Requirements" så man skal huske at tjekke begge steder :).

Vi må sandelig også selv vælge to inden for Language og/eller Linguistics, der har jeg så valgt bare at fortsætte med de "Literary Heritage" som jeg skulle tage i Core Requirements. Det har jeg gjort fordi alternativet på Crandall er temmelig lille og består af at tage Japansk, hvilket jeg ikke lige vidste hvad jeg ville bruge til og som nok ville blive lidt mere indviklet for mig eftersom jeg allerede kan både dansk og engelsk og læser på at fremmedsprog, men hvem ved, hvis "Literary Heritage" bliver så kedeligt som det lyder så kunne jeg da godt finde på at skifte til Japansk (det gode: man vælger hver eneste gang man starter et nyt semester, så man binder sig på ingen måde på de planer man har lavet!)

De sidste to må vi også selv vælge, her skal de være 6 credits indenfor Religious Studies hvor det andet ciffer skal være under 5 (det indikerer at det er et kursus der er relateret til Biblen og den kristne tro). Grunden til at disse skal være indenfor religion er, igen, fordi jeg vil læse på et kristent universitet, og selvom det ikke er sådan på dem allesammen, så har Crandall besluttet at alle deres studerende skal have "Religious studies" som minor.


III. Major Requirements: 39 credits (nogle majors kræver dog 42)
Nu bliver det først rigtigt kompliceret, så hvis du har overlevet så langt, så klø på! Og smid mig en mail på miriamklit@live.dk så vi kan fejre det sammen! (Og jeg kan hjælpe dig hvis du er gået helt i kludder...)
Træk vejret dyyyybt inden vi fortsætter - og hold hovedet koldt!
[Jeg skulle også lige have et par minutter til at trække vejret meget dybt, men bliver jo heeelt træt]

Nu skal vi i det mindste kun kigge et sted og det er under "Major Requirements" (jeg bliver vildt god til at stave til Requirements nu :)). Her får vi at vide at der er en hel bunke courses som vi SKAL have. Så der er ingen vej uden om; tilføj:
1013, 1023, 2033, 3333, 3603, 3913 og 4613 til dit Excel ark. (og fokuser på at du ikke skal tage dem allesammen samtidig!)
Men! Fat mod - du får nu din valgfrihed tilbage! Nu skal vi nemlig have tilføjet et course indenfor Udviklings psykologi (enten 2213, 2223 eller 2233).
Hertil kommer et ekstra course på 4000-level og fire yderligere courses hvor tre af dem skal være på 3000 eller 4000 level. (tag et kig på billedet for at se hvad jeg har valgt :))

Tillykke! Så "snart" du har taget alle de courses her, så ved du alt hvad du skal vide om psykologi for at få en bachelor i psykologi - wuhuuu! :)

IV. Electives: X antal credits (bruges til at fylde ud, indtil du rammer de 120 credits)
Nu er det så der hvor du tager og ligger alle de credits sammen om dine courses giver dig - som sagt rammer vi på 90 med mine, hvis vi går ud fra at vi kun vil læse psykologi (hvilket jeg ikke kun vil, men som sagt, mere om det i indlægget "At ære eller ikke ære") så skal vi altså supplerer med hele 30 credits.
Og her bliver det RIGTIG godt!
Vi kan faktisk helt selv vælge hvilke courses vi gerne vil ha' (yay!) det eneste krav der er, er at mindst 48 af vores credits skal komme fra courses på 3000 og 4000 level, jeg ligger lige mine hurtigt sammen og kommer frem til at jeg, allerede nu har, 33 credits der i toppen. Altså skal vi vælge 15 credits mere på 3000 og 4000 level - resten kan vi helt selv bestemme!
Og nårh ja, du må også maks. have 15 credits uden for Arts, Science og Business Administration kategorierne, men det skulle ikke blive noget problem. Giv dem gas og få fyldt det excel ark færdigt :)


V. Community Practicums: Et CP (to timer i ugen) skal pr. to semestre fuld-tids studie
Puuuuha! Så langt, så godt! (til info har du nu læst 2500 ord om det her - og nu SKAL vi altså snart være færdige).
Community Practicums er der hvor det bliver rigtigt sjovt - for nu skal vi nemlig VÆK fra den skole, og det kan kun gå for langsomt ;-) CP (min forkortelse) kan hedde alt muligt forskelligt alt efter hvilken skole der er tale om, men det er mit indtryk at lang de fleste har det med. Det handler om at komme ud og lave noget frivilligt arbejde, det kan være at servere på et suppekøkken, at lede søndagsskolen i en lokal kirke eller holde lektiehjælp for nogle udsatte børn, man kan være besøgsven på plejehjemmet er i et fængsel eller noget helt andet. For det meste vil man jo vælge noget der ligger i nærheden af det man læser, fordi det også er det man interesserer sig for, men her er intet krav. Det skal bare (på Crandall) være min. to timer i ugen, forløbende over et semester, for hver gang man har haft to semestre med studier.
Skolem vil hellere end gerne hjælpe en med at finde et sted man kan hjælpe :)
Det er også sådan at hvis man har været frivillig i oceaner af tid før man kommer på uni, så kan man gå ned og snakke med dem og sige at "det har jeg gjort" og så kan man "slippe" - det har jeg gjort, ingen tvivl om det, men jeg vil da ikke slippe - det er da at misse en alt for fed oplevelse!

Her skal det også lige understreges: du kan ikke få din bachelorgrad uden at have gjort det her - også selvom det ikke er skole arbejde! ;-) What's that for helping out in the Community? ;-)


VENNER! Vi KLAREDE det! Vi er nu igennem alt det jeg lige kan komme i tanke om ang. courses og næste skridt kommer til at blive indlægget "At ære eller ikke ære" som jeg går i gang med en eller anden gang, forhåbentligt når jeg har været over og spise Frellesens flødeboller :D

Adios!
Og please, please, PLEASE, smid en kommentar eller en mail - det er så hyggeligt, og så føler jeg at det gør bare en lille smule gavn at skrive alt det her - klokken er nu 14.58. Roger over!

fredag den 13. januar 2012

En længe-trægt update! - Og lidt info om forskellige courses :)

Hej Folkens!

Hvordan står det til i den danske blog-verden? For tro mig, jeg ved det ikke rigtig for tiden, jeg har haft travlt med at få nogle penge ind  på min opspraing (Canada - here i come!) og hængt ud på diverse engelske nørde-blogs når jeg kollapsede om aftenen.

Jeps, og nu når vi har fået undskyldningen af vejen (indsæt pause - jeg skal lige have noget chokolade) så kan vi komme til formålene med det her indlæg :) Min computeroplader gik i smadder den anden dag, og eftersom vi bor et sted uden telefon signal (set bort fra i gården, men det er pænt koldt at stå der og snakke i regnvejr og frostgrader - eller øhm...) så gik der noget tid inden jeg ringede til Sony og fik dem til at sende en ny (service!) - alt dette for at sige at da jeg fik gang i min computer og min mail igen så lå der en kommentar fra Emma (ups... her forsvandt jeg lige igen, igen, jeg fandt sandelig hendes blog, og seeeee:

(hun har linket til min blog - og det godt og grundigt!)) så ud over at blive helt glad for at finde, i det mindste én anden med samme skøre idé, så kom jeg i tanke om at jeg da vist hellere må se at få skrevet noget  mere!

Så, nu sidder du og tænker: "Så kom dog i gang, kvindemenneske" - ja, ja, skal nok!

Okay, som I måske nok forstod af mit sidste indlæg, så har jeg omdirigeret min idé og sat kursen mod Canada, hvilket min bankbog takker mig så uendelig meget for! Især fordi der lige pt. kun står 3500 kroner på den. Sagen er jo den at hvis penge ikke var et dilemma, så kan I tro jeg havde gjort følgende:
1.) taget ED's universitetsforberende kursus, et eller andet spændende sted som Shanghai.
2.) ansøgt (og forhåbentligt kommet ind på) Gordon College ved Boston.

Anyways - penge er noget jeg må tage i betragtning, faktisk er det sådan cirkus det mest afgørende faktum for min plan(er) lige pt. DERFOR har jeg måtte ty til plan B (en plan som jeg kom op med mens jeg var i Canada, og som er så genial at den ikke rigtig føles som en plan B men mere som en Plan A version 2.0).

Min geniale Plan B Plan A 2.0:

  • At læse i Canada (ca. 80.000 om året, alt inklusiv)
  • At læse på Crandall University i Moncton.
  • At arbejde som gal indtil august hvor jeg er den der er daffet!
  • At få et studiejob PÅ skolen derovre så jeg kan score kassen (til 45 kroner i timen.. Haha.. Hvilken mindsteløn dog ;-)) Mens jeg går i skole :)
  • At læse min "The Magic Lens" grammatik bog (den er GE-NI-AL - og det er sagt af en som ikke kan fordrage grammatik!) i et håb om rent faktisk ikke at skulle bruge min kommende roomie som proof-reader hele tiden ;-)
  • At nyde livet og drikke masser af Pepsi Max og i det hele taget få de 8 mdr. til at gå HURTIGERE!
  • At pakke! 
Godt så - det var min hyper geniale plan! Nu til uddybningen (jeg kan sleeet ikke koncentrerer mig, har været i gang med at skrive i en time - suk...) :

Hvad vil jeg gerne læse? Tjae, det er jo det! Altså, jeg er blevet så meget klogerer siden sidst at jeg nu ved at jeg vil læse det de kalder double-major, som er to bachelorer på én gang. Jeg er også ret så sikker på at den ene skal være psykologi. Den anden har skiftet hele tiden (stakkels min mor der har måtte lytte til: "Mooor! Jeg tror jeg vil læse sociologi/kommunikation/sociologi/kommunikation/neurologi" om og om igen)
Anyway, lige nu hælder jeg klart mest til at nummer to bliver neurologi, eller neurobiologi (har ikke helt fanget forskellen endnu, og tror den er minimal) hvilket er læren om hjernen, både hvordan den ser ud fysisk og hvordan den fungerer. Jeg tror de to ting kunne være en super spændende kombi!

Nu er mit dilemma så i midlertidig at de ikke tilbyder neurologi på Crandall (gør de faktisk ikke på nogle af de kristne universiteter i Canada), det er én ting jeg kan jo sådan set bare vælge en anden skole, men jeg kunne rigtigt godt tænke mig at læse psykologi med et kristent grundlag (bær over med mig, hvis du ikke er troende, dig som læser dette :)). Så er der jo ikke andet at gøre end at tænke alternativt, jeg tænker at jeg jo kan tage neurologi-fagene på en anden skole og flytte dem over til Crandall, men det kræver så at deres "science department" rent faktisk kan udstede mig en bachelorgrad som de ikke selv tilbyder... Alt andet lige har jeg skrevet til min gode ven Laura Lutes (hende der i sin tid inviterede mig ud og se Crandall og som foreløbig har svaret på mine mange, mange, mange(!) spørgsmål med meget stor tålmodighed) og forhørt mig om mulighederne. 

(Og i øvrigt har jeg nu ANSØGT på Crandall! Jeg gjorde det d. 31.12.2011 - bare fordi jeg synes det kunne være SÅ fedt at gøre inden året var slut ;-))

Anyway, skal I lige se hvilke fag jeg p.t. tænker på at læse? Vi kan lige nå at vise dem frem inden jeg skal spise noget aftensmad og den så står på Casino-aften i kirken (what a mix, right?)


For de af jer (hvis der er nogen) som selv sidder og roder med (drømmer om) hvilke fag I skal tage, så kommer der lige en lille forklaring her :)

I både USA og Canada er universiteterne bygger op omkring Credits (dette gælder vel egentligt også for rigtig mange High Schools). Credits er nok det begreb der tog mig allerlængst tid at finde ud af hvad var, så pardon me hvis min forklaring er elendig, så smider du mig bare en mail (miriamklit@live.dk) og så skal jeg nok svare dig :)

Credits er måden hvorpå man finder ud af om man har fået nok undervisning til at modtage sit diplom. Hvert "fag" (course) bliver tildelt X antal credits (typisk 3) alt efter hvor mange timer man skal være til forelæsning hver uge. Her skal det lige bemærkes at selvom Man læser et fag som har 3 credits så skal man påberegne meget, meget mere tid hver uge til det pågældende course, man skal rigtigt nok kun være til forelæsning 3 timer (typisk á 45 eller 50 min) i ugen, men tilgengæld skal man pågeberegne 3 gange så lang tid til at læse (study) og skrive opgaver (papers), altså 9 timer til det - ialt skal man altså regne med at et 3 credits course tager 12 timer af ens tid hver uge +/- det løse (nok mest +) ;-)

Jeg er næææsten på vej ud af døren, men kan lige nå hurtigt at sige tre ting:

Core Curriclicum dækker over de grundlæggende courses som alle på et givent universitet skal tage (disse skifter fra uni til uni, men er grundlæggende det samme: matematik, engelsk, universitets intro o.l.). Typisk vil disse være de fag man starter med fordi de også er "Prerequisites" for mange af de courses man får brug for senere (nødvendige før man må tage de andre). Derfor ligger disse fag også ofte i 1000'erne eller 2000'erne.

Jeg må simpelthen smutte! Meeen, jeg skal HUSKE at komme tilbage og fortælle resten imorgen - imorgen har jeg gooooood tid! Hyggehejsa til jer alle! :) Wow! Min ordbog kender "hyggehejsa" men ikke "uni" :)